Sommeren er agurketid. Det mærkes på mediediskussioner, hvor religiøse emner og kirkespørgsmål tilsyneladende får mere spalteplads. Sådan var det også i sommeren 2017. Netop som man går på sommerferie, bliver der pludselig debatter, som man forventes at tage stilling til. Træls. 

En af sommeren 2017's diskussioner var, hvorvidt præster fortsat skulle have friheden til ikke at ville vie personer af samme køn. En præst foreslog ligefrem, at der skulle indføres en smiley-ordning, så man umiddelbart på kirkers hjemmesider kunne se, hvem man ikke skulle henvende sig til, hvis man ønskede en sådan handling. Det blev ikke debatteret, at smileyordningen i sig selv er tendensiøs, for jeg går ud fra, at forslagsstilleren tænkte, at præster, som har kirkens 2000 årige syn på ægteskabet som en ordning mellem én mand og én kvinde, ville få en sur smiley, mens præster som ikke længere har dette syn, skulle have en glad smiley.

Jeg foretrækker transparens - folk må gerne vide, hvad jeg står for. Men jeg er absolut imod en stempling eller branding af kolleger. Og jeg sætter de kirkelige frihedslove meget højt. Folkekirken som kirke for hele folket er betinget af denne frihed. Begynder man med en "stempling" i et område, hvad så med alle de andre områder, man i kirken er uenige om? Skal man så også have stempler for, om folk ønsker at høre ens prædikener, eller om man lykkes med bisættelser, eller om man er villig til at holde lørdagsdåb? Og hvordan fastsætter man iøvrigt et branding-system, som ikke bliver tendensiøst eller værdiladet?

På hjemmesiden her vil man kunne se, at jeg ikke vier personer af samme køn. Begrundelserne er mange - først og fremmest er de teologiske og bibelske - og det viser, at jeg gerne går ind for tydelighed. Men en stempelordning, nej - for frygten er, at den kan bruges som et våben, en værdistempling, grundlag for mobning og shitstorme mm. 

Vi har en frihed i Folkekirken, som vi skal værne om. I sommerens diskussion argumenterede flere for, at denne frihed skulle indskrænkes, og at præster med kirkens gamle syn skulle smides ud. En præst skrev med stor vrede til mig på Facebook, at jeg burde blive smidt ud af folkekirken - han kendte mig ikke - det eneste han vidste om mig var, at jeg ikke foretog disse handlinger. Ferien begyndte derfor med uro over om mit kald, mit embede, mit hjem, mit arbejde stod foran at blive taget fra mig. 

Diskussionen bølgede frem og tilbage i nogle uger. Den landede med en forsikring fra mange sider om, at folkekirken er rummelig, at frihedsrettighederne er væsentlige, og at en sådan eksklusion eller stempling ikke er undervejs. Nu er der arbejdsro igen - måske indtil næste sommers agurketid.

Men uroen ligger der alligevel for hver gang der rasles med sablerne. Og med en smileyordning vil man hurtigt kunne gennemskue, hvem man denne gang skal gå efter.  

Så smileyordning, nej tak. Frihed og tydelighed, ja tak.