Skriftemål
I løbet af året afholder vi ca. en gang om måneden skriftemål i kirken. Privat skriftemål er også en mulighed.
Skriftemål i kirken
Der afholdes skriftemål forud for en højmesse én gang om måneden (kl. 10.00). Skriftemålet følger en liturgi, og i stilhed bekender man selv sine synder for Gud. Præsten lægger efterfølgende hånden på den enkeltes hoved med ordene: Dine synder er dig tilgivet for Jesu Kristi skyld. Skriftemålsbønnen er en fællesbøn.
Kirken er lukket under skriftemålet, og dåbsfamilier m.m. gives først adgang til kirken, når skriftemålet er færdigt.
Tidspunkt: Søndag kl. 9.30 eller kl. 10.00 – se Kalenderen.
Privat skriftemål
Præsterne står til rådighed for privat skriftemål. Man mødes efter aftale i kirken eller på præstekontoret. Der er mulighed for at fortælle, hvad man ønsker at bringe til skriftemålet.
I en ritualiseret form vil præsten herefter bede for personen, og der vil lyde ord om syndernes forladelse. Som i al anden sjælesorg har præsten tavshedspligt.
"Men hvis vi bekender vores synder, kan vi være sikre på, at han, som er trofast og uden synd, vil tilgive os og fjerne vores skyld."
Johannes' Første Brev 1, vers 9