19/04/2025 0 Kommentarer
Kommende udstilling med fernisering: Nana Bryder
Kommende udstilling med fernisering: Nana Bryder
# Kirkeblad

Kommende udstilling med fernisering: Nana Bryder
KUNSTNER NANA KRISTINE BRYDER udstiller i Præstegårdsladen i Græsted. Begivenheden markeres med en fernisering søndag d. 11. maj 2025 kl. 11.45 i Præstegårdsladen.
Nana Kristine Bryder er en dansk billedkunstner og antropolog med tilknytning til den lille ø Anholt og et hjerte, der banker for naturen. Hun maler naturinspirerede værker, der både er farverige og personlige, med motiver hentet fra skandinaviske kystlandskaber. Hendes malerier udforsker mødet mellem panorama og nærbillede samt samspillet mellem naturalistiske og impressionistiske udtryk. Med stor respekt for naturens detaljer stræber hun efter at skabe kunst, der giver et nyt blik på det velkendte.
Nana har boet i Tibirke i knap 15 år og henter inspiration både fra den nordsjællandske natur, bl.a. langs kysten og i Tisvilde Hegn samt fra de vidtstrakte landskaber og det særlige lys på Anholt. Udstillingen i Græsted Præstegårdslade har netop fokus på hendes naturmotiver.
Udover landskaber og naturscenerier maler Nana også portrætter og situationsbilleder, hvor menneskelige relationer og stemninger træder frem med varme og indlevelse.
I 2022 havde hun den ære at overrække sit maleri “Sommeraften fra Anholts kyst” til H.M. Dronning Margrethe II under Dronningens officielle sommertogt til øen. Værket var en gave fra Norddjurs Kommune og en anerkendelse af Nanas kunstneriske stemme og hendes tilknytning til det lokale fællesskab.
Ved siden af sit kunstneriske virke arbejder Nana som frivilligkoordinator på Arresødal Hospice i Nordsjælland. Hun har desuden mange års erfaring som projektleder og fundraiser inden for samskabelse, social innovation og fællesskabsudvikling – både i Danmark og internationalt. Med en baggrund som antropolog bringer hun en dyb forståelse for menneskelige relationer og steders betydning ind i alt, hvad hun laver – noget, der også afspejles i hendes kunst.
Kommentarer